All Ears med på Nordisk Ministerråds konference

Når All Ears er springbrættet

All Ears direktør Connie Hasemann er inviteret til at holde indlæg på Nordisk Ministerråds konference om socialt entreprenørskab og social innovation.

Den 9. marts tager All Ears direktør Connie Hasemann afsted mod Malmö for at holde indlæg om All Ears som socialøkonomisk virksomhed på Nordisk Ministerråds konference om socialt entreprenørskab og social innovation.

Konferencen samler aktører fra den private, offentlige og frivillige sektor og handler om, hvordan virksomheder/organisationer kan skabe og nytænke løsninger på sociale og samfundsmæssige udfordringer gennem socialt entreprenørskab og social innovation.

Erfaringer og succeshistorier fra socialøkonomiske virksomheder

En vigtig del af arbejdet med at skabe og nytænke løsninger gennem socialt entreprenørskab og social innovation er at dele erfaringer og succeshistorier – og det er i den forbindelse at direktør/medstifter i All Ears Telemarketing og 7 repræsentanter fra andre socialøkonomiske organisationer/virksomheder i Norden, er inviteret til at inspirere deltagerne og deltage i en efterfølgende paneldiskussion.

Jeg ser frem til at dele vore erfaringer fra All Ears TM med de øvrige nordiske deltagere – om hvordan vi driver en servicevirksomhed på markedsvilkår og samtidig tager et socialt ansvar, så virksomheden bliver midlet til at gøre en forskel for bl.a. mennesker med stærkt nedsat syn – den gruppe som har den højeste arbejdsløsheds-procent i Danmark”, udtaler Connie Hasemann.

Foruden All Ears TM deltager den socialøkonomiske virksomhed Bybi fra Danmark.

Nordisk Ministerråds fokus på socialt entreprenørskab og social innovation

Nordisk Ministerråd nedsatte i 2013 en arbejdsgruppe for at kortlægge nordiske indsatser inden for socialt entreprenørskab og social innovation – indsatser som inkluderer udsatte grupper i arbejds- og samfundsliv.

Arbejdsgruppen har tidligere udarbejdet en rapport om indsatser i Norden inden for socialt entreprenørskab og social innovation i relation til at inkludere udsatte grupper i arbejde og samfundsliv.